Samfund

Fremtidens Halsnæs sendes i høring

Udsigt over Frederiksværk. Foto: Halsnæs Kommune.

Frem til 2. maj 2022 kan borgerne kommentere på byrådets forslag til en ny kommuneplan

De næste uger kan borgerne komme med input til, hvordan rammerne for kommunens udvikling skal være. Det sker, når forslag til Kommuneplan 2021 er i høring.

Kommuneplanen er det redskab, som kommunen overordnet bruger til at planlægge, hvor der for eksempel skal bygges boliger, erhvervsområder, sommerhuse og skabes rum til det åbne land.

Den er også bindeleddet mellem statens landsplaner og lokalplanerne i en kommune, som den sætter rammerne for indholdet af.

Blandt de nye forslag i Kommuneplan 2021 er:

  • En øget brug af fortætning i en række boligområder i form af dobbelthuse og parcelhuse på mindre grunde samt etagebyggeri i bymidterne
  • Vibehus erhvervsområde bliver til boligområde
  • En række værdifulde kulturmiljøer beskyttes
  • Nye grænser for sommerhuses størrelse
  • Nye retningslinjer for klimatilpasning
  • En lang række naturbeskyttelsesinteresser samles i et Grønt Danmarkskort

”Kommuneplanen er et vigtigt redskab for os i byrådet, når vi skal sætte retningen for fremtidens Halsnæs. Som overordnet styringsværktøj har den stor betydning for meget af den planlægning og de beslutninger, som vi kommer til at træffe i de kommende år. Derfor er det også rigtig vigtigt, at vi får borgernes input til det forslag, der nu sendes i høring, så vi får så mange kvalificerede vinkler som muligt på planens betydning for kommunens udvikling. Jeg vil derfor opfordre alle til at give deres besyv med i de næste uger, hvor Kommuneplanen er i høring,” siger borgmester Steffen Jensen.

Borgerne høres

Ønsker man at komme med kommentarer til forslaget, er der flere muligheder for dette.

Tre dage i januar afholdes der digitale borgermøder med udgangspunkt i nogle af planens hovedemner:

Alle møder holdes fra kl. 17.00 til 18.00.

Høringssvar kan sendes på mail til mail@halsnaes.dk mærket ”Høringssvar til Kommuneplan 2021”. Man kan også sende sit høringssvar med post til Halsnæs Kommune, Rådhuspladsen 1, 3300 Frederiksværk.

Høringssvar skal være kommunen i hænde senest 2. maj 2022.

Læs mere og se hele forslaget til Kommuneplan 2021 på Halsnæs Kommunes hjemmeside: https://kommuneplan.halsnaes.dk/kommuneplan-2021/

Kommentarer