Frederiksværk

Halsnæs får midler til nyt cykelstiprojekt

Photo: Halsnæs Kommune

Halsnæs Kommune har netop fået del i midler fra statslig pulje til cykelstier, og det betyder, at et nyt cykelstiprojekt i Frederiksværk kan realiseres.

Med det nye cykelstiprojekt vil der nu blive lavet en sammenhængende cykelforbindelse langs Hanehovedvej i Frederiksværk, ligesom der skabes en sammenhængende cykelforbindelse mellem Amtsvejen og Hanehovedvej. Blandt andet ved, at der etableres cykelstier i begge retninger på Hanehovedvej på den del af strækningen, hvor der i dag ikke er etableret cykelsti.

Udvalgsformand for Miljø og Plan, Anja Rosengreen glæder sig over midlerne til det nye cykelstiprojekt:

”Med midlerne kan vi nu endelig få lavet cykelsti på hele Hanehovedvej. Det betyder, at vi nu får lukket det sidste hul i den sammenhængende cykelsti mellem Frederiksværk og Hundested. Det er også på tide og til glæde for de borgere og turister, der benytter sig af ruten. Den nye cykelforbindelse vil ikke kun øge fremkommeligheden her i Halsnæs, men også gøre det mere sikkert og trygt at færdes som cyklist. Det er alfa omega i en tid, hvor vi gerne ser, at endnu flere borgere vælger grønnere og mere miljøvenlige transportformer,” udtaler Anja Rosengreen.

Medfinansiering fra Staten

Det er Regeringen, der sammen med en række støttepartier netop har afsat en pulje på 135 mio. kr. til nye cykelstier. En pulje Halsnæs Kommune nu har fået del i. Konkret har Halsnæs i alt fået tildelt 3,7 mio. kr. i medfinansiering af cykelstien på Hanehovedvej.

Regeringen har som del af infrastrukturforliget, der blev indgået tidligere i år, desuden afsat midler til forskellige puljer, der har til formål at styrke fremkommeligheden. Disse puljer vil Halsnæs Kommune ligeledes søge med henblik på at få midler til flere nye projekter som blandt andet cykelstiprojektet på Strandvejen, som kan give endnu bedre og mere sammenhængende cykelstier i kommunen.  

Projektfasen i Halsnæs forventes at starte op i januar 2022, mens selve anlægningen af cykelstien på Hanehovedvej forventes at gå i gang i 2023.

Kommentarer