Navnenyt

Handicapprisen uddelt i Halsnæs

Anna Marie Knudsen lykønskes af borgmester Steffen Jensen, der overrakte prisen. Foto: Halsnæs Kommune

Årets modtager blev hædret for sit store engagement for handicappedes forhold i lokalområdet

Det var en rørt Anna Marie Knudsen, som torsdag modtog Halsnæs Kommunes Handicappris 2021. 

Prisen tilfaldt hende i egenskab af at være lokalformand for Danske Handicaporganisationer i Halsnæs, hvor hun har gjort en utrættelig indsats for at sikre, at handicappede borgere får gode vilkår i kommunen. 

I indstillingen hed det blandt andet:

“Anna Marie tildeles årets handicappris, da hun har været en ildsjæl for DH. Hun har arbejdet insisterende på, at de handicappedes stemme skal bringes ind i kommunale forhold. Hun har opmuntret medlemmer af de forskellige handicaporganisationer til at deltage i det handicappolitiske arbejde.

Anna Marie har deltaget i netværk på tværs af landet og fået sat Halsnæs på landkortet i forhold til handicappedes vilkår og muligheder.”

Danske Handicaporganisationer Halsnæs er det fælles talerør i kommunen for DH’s 35 medlemsorganisationer. Afdelingens formål er at sikre en konstruktiv dialog mellem politikere, embedsmænd og mennesker med handicap.

Kommentarer