Debat og politik

Trafikforsøget i Hundested – et kæmpe flop

Kortudsnit: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Debatindlæg af Richardt Rolsted, Hundested.

Af alle de forslag, der har være under betegnelsen, ”at forbedre forbindelsen mellem havn og by”, er det seneste dog det værste. Det svarer til at give en person der har brækket benet, plaster på, det er simpelthen tåbeligt, for det gavner selvfølgelig ikke.

Hundested by ligger mellem en attraktiv havn på den ene side, og en losseplads på den anden side.

En betegnelse som selv borgmester Steffen Jensen har brugt om baneterrænet, da han sammen med trafikministeren var på besigtigelse i byen.

Hvis man virkelig vil gøre noget for Hundested by, må man tænke helt anderledes kreativt.

Det var en stor gevinst, da banen for mange år siden kom til Hundested, og selvfølgelig skal vi stadig have tog til Hundested station, men spørgsmålet er, hvorfor skal vi stadig have tog til havnen?

Ved at nedlægge sporene fra overkørslen på Læssevejen og til havnen, undgår man at have et skramlende tog til at køre på tvær af tre adgangsveje til Hundested. Det ville så give en åben adgang til byen, i hvilken retning der nu vil være bedst.

Jeg kan allerede høre nogen siger, ja men hvordan kommer passagererne til Rørvigfærgen så ned til havnen. Hertil kan jeg kun sige, hvordan kom passagererne ned til Grenåfærgen, da den blev flyttet til den nye havn.

Hvis man virkelig mener, det er et problem, så spares der så mange penge i vedligeholdelse af de tre bomanlæg, når de bliver nedlagt, at det rigeligt kan dække en eller anden flekskørsel mellem stationen og havnen, så de ca. fem passagerer, der i gennemsnit er tale om, kører med toget, stadig kan komme frem og tilbage.

Når så sporene er fjernet, kan man fortsætte med at fjerne diverse gamle togvogne, sveller og andet udstyr, der i dag er på baneterrænet, og som udgør en skamplet for hele byen.

Herefter kunne arealet benyttes til boligbyggeri i en eller anden form, i stedet for det der heldigvis ikke blev til noget på havnen.

Der vil sikker blive augmenteret for, at det ikke kan lade sig gøre at få Lokalbanen med på den løsning, men hvis der er en vilje, er der også en vej.

Kommentarer