Tryg ældrepleje, høj kvalitet og gode arbejdsforhold
Af Anja Rosengreen, 1. viceborgmester, Socialistisk Folkeparti
Jeg kæmper for faste teams i ældreplejen. Vi ved, at de ældre er meget utrygge og utilfredse med at få hjælp af mange forskellige ukendte medarbejdere. For dem vil kendt personale i faste teams skabe mere ro i hverdagen. Og for personalet er det lettere at udføre arbejdet på en faglig forsvarlig måde hos en borger, man kender rigtig godt, end hos en borger man ikke kender.
Forslaget har også den dybere mening, at hvis vi beslutter det, så skal der ansættes fast personale nok til, at det kan lade sig gøre. Det bliver ikke let, for vi mangler faglært personale. Men hvis vi ikke insisterer på en anstændig personaleplanlægning, som gavner både ansatte og borgere, så kan vi heller ikke tiltrække nyt personale.
Arbejdsforhold er en del af løsningen i forhold til rekruttering. Løn er en anden. Fagforeninger har ansvaret for dele af det, og politikere har ansvaret for andet. Men vi skal blive enige om den rigtige løsning sammen med borgere og ansatte, som ved hvor skoen trykker. Og så skal vi politikere have mod til at handle.
Jeg håber, at der i det nye byråd vil være opbakning til at arbejde med en model for faste teams, til glæde for borgerne og til sikring af kvalitet og arbejdsmiljø.
Kommentarer